Du tænker måske ikke over det, men din krop har brug for hvile og ro efter en dag med masser af indtryk. Kroppen har brug for at regenerere efter dagens udfordringer.
Vores hud ældes hurtigere, og huden kan komme til at mangle glød ved manglende søvn. Jeg har i hvert fald god erfaring med at få minimum otte timers søvn hver nat.
Hvis vi ikke får vores søvn, kan vi opleve, at kroppen fortæller os, at vi har brug for stimulanser som kaffe, cola og søde sager.
Vi orker heller ikke motion, der giver blodcirkulation i kroppen, hvilket øger ilten til huden, som er rigtig godt for huden - så går det hen og bliver en ond cirkel.
Derfor har jeg forsøgt at lave en lille miniguide til dig, der ønsker en rolig og dyb søvn. Du kan jo forsøge dig med de forskellige metoder og se, hvad der virker for dig.
Brug produkter med lavendel (dog ikke hvis du er gravid)
Du kan både købe en æterisk lavendelolie, som du drypper på klinkerne i brusekabinen, når du er i bad. Sådan får du et lille dampbad med den beroligende duft. Nogle drypper også få dråber på et lille stykke stof og lægger det ved hovedpuden.
Håndcreme med lavendel, synes jeg, er fantastisk. Du skal smøre hænderne godt ind og holde hænderne foran ansigtet og trække vejret dybt, når du ligger i sengen. Træk vejret helt ned i maven 5-10 gange.
Brug app'en HelloMind
Dette er en app, som kan bruges, når du føler, at tankerne og bekymringerne løber lidt for løbsk. App'en har flere sessioner, og her kan du vælge en session med søvn, der passer dig. Du bliver guidet til at slippe tankerne og hen mod indre ro, så kroppen kan få lov til at falde i en dyb søvn. Jeg synes, den er fantastisk og meget anbefalelsesværdig. Brug den hver dag, eller når du føler behov.
Spis ikke efter klokken 18
Hvis du spiser for sent, sætter du fordøjelsen på arbejde, hvilket kan skabe uro i kroppen. Forsøg at holde igen med mad efter klokken 18. Drik hellere en kop beroligende te med kamille eller en te, der er sammensat til at understøtte god søvn. Dem findes der mange af.
Hjælp musklerne med at falde til ro
Hvis du får for lidt magnesium, kan du opleve muskelkramper, urolige ben eller generelt uro i kroppen. Jeg har god erfaring med at tage magnesium en times tid inden sengetid for at hjælpe kroppen og musklerne med at falde til ro. Jeg har også som gravid haft stor gavn af det.
Nogle mener, at den bedste søvn finder sted mellem klokken 22 og klokken 2, så det er derfor vigtigt at få timerne med inden midnat.
Så er der vist ikke andet for end at sige: sov godt! Husk at få din skønhedssøvn.
Kærligst Tina