grønne smoothies med spinat og avokado

Den sunde grønne smoothie med masser af sødme

Så du mon mit opslag på instagram forleden? Her skrev jeg om en artikel, der havde fokus på sundhed. Denne sundhed gik dog hen og blev et pres, hvilket var en stressende faktor. Det gik op for mig, at jeg har brug for at sige, at jeg på ingen måde vil presse dig til at være “sund”, og fortælle, at jeg altså også spiser lakrids og flødeboller (ja, det er så min last 😉)

Sundhed behøver ikke være fyldt med regler og grønne smoothies hele tiden 🙂

Jeg har levet enormt stramt med en masse regler inde i mit hoved, som ikke gavnede mig. Huden blev kun værre, fordi jeg ganske enkelt stressede over at være “sund”.

I dag gør jeg meget ud af at lytte til kroppen og gøre det, jeg har lyst til. Jeg har en 80/20-opdeling, hvor jeg 80 % af tiden forsøger at fylde kroppen med opbyggende mad, der giver mig energi og de sidste 20 % er til sjov, spas og god mad (hvad end det så er for dig).

Det er jo ingen hemmelighed, at maden, vi spiser, vil påvirke vores energi, humør, velvære, fordøjelse, hormonbalance og meget mere, men bliver det en striks kur eller livsstil, vil kroppen blive stresset.

Stress er på ingen måde lig med sundhed. Når det så er sagt, så vil jeg alligevel give dig en opskrift på en lækker grøn smoothie med masser af sødme.

Jeg er nemlig i gang med at udvikle en snasket brownie til jer, men det kræver jo, at jeg smager på den – af flere omgange 😉 80/20 – husk det 🙂

Opskrift til et stort glas grøn smoothie

Det skal du bruge

  • 4 buketter broccoli (jeg skifter mellem frisk og frossen)
  • En stor håndfuld feldsalat*
  • En stor håndfuld babyspinat*
  • En appelsin
  • Evt. lidt ingefær
  • En tsk. kokosolie
  • En halv avokado 1-2 dl. god øko æblemost (Eller en lille banan plus vand)
  • Evt. en tsk spirulina (udelad til de gravide og ammende)

*Jeg køber frisk babyspinat og feldsalat, skyller det og kommer det i en frysepose, hvorefter jeg fryser det ned. Ha' lidt luft i posen og undgå at lægge bladene for tæt, da du ellers bare får en stor klump. Det er en NEM måde at øge det grønne i dine smoothies og du kan gemme den grønne farve med ægte blåbær, hvis den ikke skal se for sund ud 😉

Sådan gør du

  • Det hele blendes sammen i en blender. Hvis din blender ikke er så kraftig, kan du tilsætte lidt ekstra vand, så den kan køre rundt. Blend indtil den ønskede konsistens og nyd! 

Det kan sagtens være sjovt og lækkert at være “sund” – og det behøver ikke indebære en masse strikse regler.

Pas godt på dig selv 😊

Kærligst Tina