orange og gule grøntsager og smoothies i glas

Smoothie som giver dig indre glød

Så er der endnu en opskrift på en smoothie, der har givet min hud indre glød. Du husker måske nok, at 80% af hudens tilstand eller udseende, om man vil, kommer indefra gennem kost, livsstil, mental velvære og lign.

Derfor er det en god idé at give kroppen en masse næringsstoffer gennem en smoothie. Jeg synes, det er den nemmeste måde at tilføre ekstra grøntsager i løbet af dagen.

Denne opskrift er, hvad jeg vil kalde for, hudpleje indefra.

Opskriften på smoothie som giver dig indre glød (giver to store glas)

  • 100 g økologisk blomkål (som du skyller godt, skærer ud i buketter og fryser ned)
  • 50 g økologisk spidskål (som du skyller, skærer ud i halvstore “stykker” og fryser ned)
  • Indholdet af to passionsfrugter
  • 3 spsk. havtorn
  • 100 g frisk økologisk mango (måske mere, hvis den ikke er sød nok. Den skal gerne være ret blød og saftig)
  • 1 spsk. hampefrøolie
  • 5 dl vand
  • Evt. 1 tsk. bipollen

Blend alle ingredienser sammen.
Nydes kold, så kom evt. isterninger i, hvis den ikke er kold nok.

Smoothie ingredienser med havtorn, mango, blomkål og bipollen til hudglød

Ved du, hvorfor bipollen er godt for huden?

Fordi, de små søde kugler, er spækket med protein, men også en masse vitaminer og mineraler, som huden ifølge min overbevisning, har brug for. Bipollen burde egentlig kendes i fitnessverdenen, fordi indholdet af protein er tårnhøjt.

Der er over 18 forskellige vitaminer i bipollen, og derfor er det værd at tilføre dine smoothies. Bipollen er desuden ret sødeligt og giver en god smag. Tag blot 1-2 tsk., da det ellers kan blive for sødt og honningagtigt. Du kan også drysse det over din morgenmad, som et sødeligt pift.

Og ved du hvorfor kål også er godt for huden?

Måske kan du huske, at fordøjelsen gerne skal være i topform, for at huden også er det. De to ting hænger nemlig uløseligt sammen. Er der problemer i fordøjelsen, så vil det typisk komme til udtryk i huden.

Derfor er kål en vigtig fødevare for at få nok fibre i løbet af dagen. Kål indeholder nogle vigtige plantestoffer, som gør, at kroppen bedre kan udskille brugte hormoner. Det er min erfaring, at det kan gøre en forskel for mange at få "renset ud" via fordøjelsen. Hvis brugte hormoner ikke bliver udskilt på korrekt vis, kan det nemlig give en pokkers masse ballade.

Hvis kål bliver opvarmet i længere tid, kan de gode plantestoffer blive ødelagt, så vær forsigtig, når du bruger kål i din madlavning. 

Skål og velbekomme!

Kærligst
Tina