mælk hældt i glas

Drikker du mælk?

Hvad er der lige med det der komælk?

Der er meget snak om komælk  – om det er godt for os, eller om det ikke er. Først vil jeg sige, at det er individuelt, hvordan vi hver især reagerer på mælk, og det kræver lidt tålmodighed at teste det af. 

For en del år siden oplevede jeg en markant bedring af min egen hud ved at undlade komælk. Min fordøjelse var heller ikke glad for det, men jeg vidste på det tidspunkt ikke, at komælk var kilde til irritationen i min fordøjelse. Siden opdagede jeg, at flere af mine klienter også oplevede bedring ved at udelade komælk. Jeg erfarede nemlig, at komælk for nogle kan give rødmen og irriteret hud. Det kan f.eks. vise sig som bumser. Nogle kan også have svært ved at fordøje komælk og måske døje med forstoppelse.

Hvis du er nysgerrig på at undersøge, om mælk laver rod i dit system, så kan du prøve at undlade komælken (også den laktosefri) i 6-8 uger og se, om det gør en forskel for dig. Måske får du lyst til at genintroducere det igen efter lidt tid (gør det i så fald stille og roligt). 

Hvis du ønsker du et alternativ til mælk, så prøv at lave din helt egen cashewnøddemælk/fløde. Det er super nemt at lave – og så er den uden en masse tilsætningsstoffer og sukker, som ofte gemmer sig i færdiglavet plantemælk.

Her får du opskriften på 500 ml cashewnødde"fløde" 

  • 1 dl usaltede cashewnødder (det er klart billigst at købe i større mængder)
  • 400-500 ml koldt vand (jo mindre vand, jo federe fløde)
  • Evt. lidt havsalt

Sådan gør du

  • Læg cashewnødder i blød i koldt vand i 1-4 timer
  • Skyl nødderne godt, og blend dem med rent koldt vand og havsalt
  • Fløden skal ikke sies (kun hvis din blender ikke er kraftig nok)

TIP: Kan også laves til cashewnøddemælk ved at blende med 700 ml vand. 

Du kan tilsætte smag som kanel, ingefær, kardemomme, eller lige hvad du har lyst til. Du kan også komme en dadel i, hvis du ønsker en sød variant.

Du kan bruge cashewnøddemælken i kaffe, i smoothies, i risengrød og som "fløde" i varme retter. 

Hvis du er til ost og gerne vil udelade komælk, så kan gede/fåreoste anbefales 🐑
Inden du rynker på næsen, så giv det et forsøg. Eksempelvis Manchego som er min favorit eller en ægte græsk fetaost. 

Hvad så, hvis jeg gerne vil spise mælkeprodukter? 

Som jeg tit skriver, så kommer størstedelen af din sundhed og skønhed indefra, og vi bør efter min mening fylde vores kroppe med de bedste råvarer. Det er ikke anderledes, når det kommer til mælk. Hvis du tåler mælk – eller hvis du vil afprøve, om du kan genintroducere det i din kost efter en periode uden – så gå efter fuldfede økologiske mælkeprodukter. F.eks. græsmælk, syrnede produkter, såsom græsk yoghurt og kefir, gode lagrede oste samt økologisk fløde. 

Jeg er også glad for kærnet smør, som faktisk kan være rigtig godt for huden på grund af indholdet af smørsyre. 

Komælk er slet ikke “farligt”, og jeg er ikke fortaler for, at vi bliver bekymrede eller stressede over vores kost. Når det er sagt, så indtager mange i dag store mængder mælkeprodukter, og det er ikke altid godt. 

Vi er opvokset med, at komælk giver kalk til vores knogler, men vidste du, at du faktisk også finder masser af brugbar kalk i f.eks. sesamfrø og grønkål, så du stadig kan være dækket ind, selv hvis du ikke spiser mælkeprodukter? 

Husk, at holdningerne til mælk er mangfoldige, og det kan være svært at finde rundt i alle de mange velmenende råd derude. I sidste ende må du mærke efter, hvordan din krop reagerer og handle ud fra det. Der kan være mange andre grunde til f.eks. forstoppelse, en irriteret hud eller andet, som ikke har noget med mælk at gøre. 

Pas godt på dig selv 🧡

Kærligst Tina