Jeg er ikke den store kødspiser og har aldrig været det. Ikke fordi, der er noget sundhedsrelateret til det, men bare fordi det ikke smager i min mund 😉
Jeg har her i min graviditet slet ikke syntes om kød. Jo, måske lige lidt kylling eller oksekød i lasagnen, men ellers springer jeg ofte over. I går havde jeg dog lyst til frikadeller, men ikke med kød, og så måtte jeg jo lave veggiedeller med grøntsager og kikærter i stedet. Det blev virkelig lækkert og lige min spise. Jeg synes, det er et fint alternativ til kød, selvom min kødspisende kæreste kun mente, at de var “okay” (det er jo ikke kød, men han har da nu spist halvdelen af dem 😉)
Det skal du bruge til 10 stk. veggiedeller på grøntsager og kikærter
- En dåse øko kikærter, drænet og skyllet (eller dl ukogte linser, som koges)
- 100 g gulerodspulp (eller fintrevet gulerod)
- 1/2-1 dl vand (måske mindre, hvis du bruger fintrevet gulerod)
- 2 æg
- En knivspids cayennepeber (eller andre krydderier, du elsker)
- En knivspids karry (eller andre krydderier, du elsker)
- Lidt friskkværnet peber
- 1 tsk. havsalt
- 2 fed hvidløg, presset
- 1 spsk. havregryn
- 1 spsk. sesamfrø
- 2 finthakkede forårsløg
Det er så nemt, men sådan gør du:
- Kikærter blendes, evt. sammen med et æg, for at det kan køre rundt
- Kom alle andre ingredienser i en skål sammen med de blendede kikærter, og rør rundt med en ske
- Din “fars” må hverken være for tør eller for våd. Er den for tør, kom lidt mere vand ved, og er den for lind, kom lidt mere havregryn i, og lad det suge væsken til sig. “Farsen” skal være som en almindelig frikadellefars
- Veggiedellerne steges i rigeligt økologisk kærnet smør, til de får en sprød side. Ca. 4 min. på hver side. Bages derefter i ovnen i 20 min ved 180 gr. varmluft
De kan sagtens fryses, hvis du vil lave en større portion. Nyd dem evt. sammen med en lækker cremet avokadomos med spinat som på billedet 🙂
Velbekomme og god søndag!
Kærligst Tina