MUMS!
Her kommer opskriften på de lækreste, svampede glutenfrie bananmuffins, uden mælk og raffineret sukker.
I går fik jeg sendt en snap fra en god veninde, og det var bananmuffins! Så slog det mig, at det havde jeg endnu ikke lavet en opskrift på, så jeg hoppede i køkkenet og biksede nogle sammen.
Disse er ret lækre, da de er svampede og sagtens vil kunne bruges til madpakken eller tages med på farten. De vil også passe perfekt til et brunchbord til weekenden!
Jeg brugte samme opskrift som til mit bananbrød, så du kan jo bruge opskriften, lige som du synes.
Det skal du bruge til 8 stk.
- 3 øko æg
- 3 modne bananer
- 1/2 dl kokossukker
- 50 g kokosolie (eller øko smør)
- 1 tsk. bagepulver
- Et nip havsalt
- 120 g (*glutenfri) havregryn, blendet let til mel
- Evt. 2 tsk. ægte kanel
- Evt. 50 g hakket mørk chokolade (mine var uden, men det var drysset ovenpå som pynt)
*Havre er i sig selv glutenfri, MEN da havre bliver produceret sammen med glutenholdige kornsorter, vil det smitte af på havregrynene. Jeg bruger selv glutenfri havregryn, men sommetider vælger jeg dog blot den økologiske slags. Forsøg dig frem, og se, hvad du tåler (dog ikke hvis du er allergisk, så vælg altid glutenfri!).
Sådan gør du
Æg piskes med kokossukker. Mos bananerne. Smelt kokosolien/smør. Blend havregrynene let til en grov mel, og pisk alle ingredienser sammen. Det tager ikke mere end 10 min.
Bages i ovnen i 15-20 min. ved 180 gr. Lad dem gerne køle helt af, så de sætter sig – ellers er de næsten for svampede 😉
Er der mon nogle opskrifter, du mangler? Så sig til – måske har jeg en, som jeg kan lægge på bloggen 🙂
Velbekomme!
Kærligst Tina