Mange trøfler (eller hvad vi skal kalde dem) indeholder stort set altid meget tørret frugt. Det kan skam også være fint, men nogle gange er der også flere årsager til at lave dem uden. Derfor lavede jeg disse, som både kan laves uden og med tørret frugt. De indeholder en masse sunde fedtstoffer, gode fibre til fordøjelsen og suveræne vitaminer og mineraler. Ja selvom weekenden er ovre, kan disse faktisk nydes med god samvittighed. Så opskriften passer jo lige til en mandag!
Du skal bruge
- 1 dl mandler
- 1 dl hampefrø eller solsikkefrø
- 1 tsk. acaipulver (kan undlades, men er hamrende sundt og godt til huden)
- 1-2 spsk. honning (eller hvad du ønsker at søde med. Du kan evt. blende 3-4 dadler med)
- 1 tsk. vaniljepulver (Jeg brugte Urtekrams)
- 3-4 spsk kokosolie
- 2 spsk. fedtreduceret kakaopulver
- Et nip havsalt
Sådan gør du
Blend mandler og solsikkefrø, så det bliver en fin mel (Hvis du har tid og får det planlagt, er det en rigtig god idé at lægge mandler og solsikkefrø i blød i vand aftenen før og lade skålen stå på køkkenbordet natten over).
Tag massen ud i en skål, og ælt resten af ingredienserne i. Massen skal være ret blød, da trøflerne ellers vil blive tørre, når de stilles på køl.
Form massen til en stor firkant, og kom den i fryseren, eller tril dem som kugler alt efter, hvad du foretrækker.
Kommer du den i fryseren, kan du, efter 5-10 min. på frost, skære små bidder ud og drysse med din favoritsmag på toppen.
Du kan toppe med kokos, rålakridspulver, kakaopulver, rødbedekrystaller eller andre sjove, smagsfulde toppings.
Jeg laver en lille portion ad gangen for at sikre den bedste kvalitet af næringsstoffer i trøflerne.
Velbekomme.
Kærligst Tina