Glutenfrie fødselsdagsboller
Jeg elsker disse boller, som et rigtig fint alternativ til traditionelle hvide boller, f.eks. til fødselsdage 🙂 De er dog grovere og er bedst nybagte. De kan sagtens ristet på brødristeren de efterfølgende dage. Der bliver ca. 10 stk. af denne opskrift.
Du skal bruge
- 4 dl vand
- 70 gram havremel (blendede havregryn)
- 2 spsk. HUSK/loppefrøskaller
- 180 gram sorghummel
- 1/2 tsk. kardemomme
- 2 spsk. kokossukker (eller honning)
- 1 lille tsk. salt
- saft fra en lille 1/2 citron
- 1/2 dl olie
- 1 tsk. tørgær
Du kan også bruge 10 g almindeligt gær i stedet. Jeg oplever dog, at gær hæver forskelligt.
Sådan gør du
- Pisk let HUSK og vand sammen, så det bliver en gelé. Det tager ca. 5 min.
- Derefter kommer du alle andre ingredienser i og rører det godt sammen.
- Stil dejen et lunt sted i mindst en time. Bollerne bliver allerbedst, hvis de hæver 5-6 timer. De kan også hæve natten over på køkkenbordet.
- Nu skal bollerne formes. Dejen er ret klistret, så form bollerne så godt, som du kan med en våd ske. Jo mindre du presser bollerne sammen, jo luftigere bliver de.
- Bages i 10 min. på 210 grader varmluft og derefter skrues ned på 185 grader varmluft i 20 min.
- Lad dem køle af, og nyd dem lune 🙂
- De virker ubagte, når de er helt varme, så de skal ha’ lov til at køle af.
Tip: Jeg bruger som udgangspunkt 250 g mel til 4 dele vand. Jeg er glad for havremel, men også fuldkornsrismel. Havremel og fuldkornsrismel er ret gode sammen, hvis du ikke kan finde sorghummel (den smager lækkert nøddeagtigt!). Jeg kommer også ofte 1/2 dl kerner i og undlader kardemomme, hvis de ikke skal være specielt søde.
Kærligst
Tina