hjemmelavet mysli

Sød og knasende mysli på 15 minutter

I går fik jeg sådan lyst til en knasende mysli, men jeg var lidt tidspresset, så havde ikke tid til det helt store show i køkkenet. Derfor fandt jeg på denne mysli, som ikke tog mig mere end 15 min at lave. 

Jeg brugte følgende til en mindre portion

  • 2 dl. *havregryn (jeg havde kun finvalsede, men foretrækker dem faktisk grovvalsede)
  • 1 spsk. kokosolie
  • 1 spsk. honning
  • 2 spsk. hampefrø
  • 2 spsk. hørfrø
  • 1 spsk. græskarkerner
  • En håndfuld rosiner
  • En håndfuld nødder (jeg brugte cashewnødder)

*Havregryn i sig selv er glutenfri, men da de bliver forarbejdet med glutenholdige sorter, kan der være rester af gluten i almindelige havregryn. Vælg derfor glutenfri, hvis du er allergisk. Jeg tåler almindelige havregryn i mindre mængder.

Sådan gør du

  • Start med at komme kokosolie på en pande, og lad det smelte.
  • Kom nu havregryn og honning på panden. Det klumper lidt, men det gør ingenting. Honning smelter lige så stille.
  • Du skal røre på panden i cirka 7-10 min., til det bliver gyldent.
  • Tag det nu af varmen, og lad det køle af. Jeg havde så travlt, at det kølede foran et åbent vindue 😉
  • Når havregrynene er kølet af, blander du resten af ingredienserne i.
  • Jeg varmer ikke resten med, fordi jeg synes, det er synd at risikere at ødelægge nogle af de gode egenskaber i frø og nødder.
  • Vil du (absolut 🙂) riste noget af det af, så nøjes med græskarkerner og nødder, men ikke hørfrø og hampefrø.

Tip: Du kan med fordel bytte frøene ud med andre frø som solsikke-, sesam- eller chiafrø.

Jeg brugte det som topping på en cremet smoothie med lidt soyayoghurt.

Det smagte forrygende, og jeg sidder da også i skrivende stund med endnu en skål 🙂

Velbekomme!

Kærligst
Tina