hjemmelavede plantedrikke

Hjemmelavede plantedrikke (mælk) som giver dig energi eller til brug efter træning

hjemmelavet plantedrik

Lav din egen plantemælk

Jeg havde helt glemt, hvor nemt og LÆKKERT det er at lavet sin egen plante”mælk” eller plantedrik. Jeg lavede det tidligere af og til, og nu fik jeg lyst til at give det et forsøg igen. 

Opskriften nedenfor er fyldt med mineraler og vitaminer, som booster din krop. Du får en masse energi, da kroppen genkender denne type væske ganske godt. Drikken er især rig på kalk, selen og magnesium!

Det skal du bruge: (til 1,5 liter plantemælk)

  • 2 dl mandler
  • 2 dl hampefrø
  • 1 dl græskarkerner
  • 1,5 liter koldt vand
  • Et nip havsalt

Sådan gør du:

Start med at lægge mandler, hampefrø og græskarkerner i blød i koldt vand i mindst 4-6 timer. Gerne natten over. Sæt det i køleskabet, mens det står i blød.

Efter det har stået i blød, tager du en si og vasker mandler, hampefrø og græskarkerner godt. Vandet, det skylles i, skal være klart, og det kræver, at du skyller det godt igennem i omkring 5-10 min.

Kom nu de opblødte mandler, hampefrø og græskarkerner i en slowjuicer lidt ad gangen med en smule vand. (Gem pulpen til bagværk, og kom det i fryseren, hvis du ikke får det brugt inden for et par dage). 

Bland et nip salt i den færdige drik, og rør godt rundt.

Det er faktisk bare det, og det er en god grundopskrift til mange andre drikke. Så kan du tilføje smage, som du synes. Den kan holde sig tre dage i køleskabet, men du kan også fryse den ned i mindre portioner – så sikrer du dig, at den er super frisk hver gang.

Det skal du bruge til en kakaodrik på 500 ml: 

  • 5 dl af overstående plantedrik
  • 3 spsk. raw kakao*
  • 4 store dadler (blød dem evt. op i lidt vand en times tid forinden, hvis muligt)

*Der er stor forskel på kvaliteten og smagen, så her skal du prøve dig frem. Jeg fandt denne på billedet i helsekosten, og den smagte ganske godt. Jeg er dog sikker på, at der findes endnu bedre varianter.

Blend det hele, og server den kold evt. med isterninger. Det er som om, den bliver mere cremet og giver mere smag, hvis den lige får lov til at stå i køleskabet nogle timer.

Tip: Lav evt. dobbelt størrelse, og frys det ned i mindre portioner.

IMG_9589

Det skal du bruge til en jordbærdrik på 500 ml: 

  • 6 store friske jordbær (frosne har ikke helt så meget smag, men kan godt bruges)
  • 500 ml overstående plantemælk
  • 1/2 tsk. vanilje pulver

Blend det hele, og server den kold evt. med isterninger.

Er det ikke nemt?

En endnu nemmere drik er sesamdrik eller ren hampefrødrik, som kan køres i en blender

  • 1 dl sesamfrø eller hampefrø
  • 750 ml koldt vand

Frøene lægges i blød i en times tid. Bagefter skylles de godt i en si flere gange med rent koldt vand. Blend dem med omkring 750 ml vand. 

Tilføj den smag, du ønsker, evt. en af overstående.

Hvad bruger du din plantedrik til, og hvilken er din favorit?

Kærligst 
Tina