Ovnbagt falafel til pitabrød
Det skal du bruge til 20-25 stk. falafler:
- 2 dåser kikærter* (Jeg foretrækker tørrede kikærter, som jeg selv bløder op, men det havde jeg ikke lige timet 😉 )
- 1 1/2 tsk. urtesalt
- 2-3 fed hvidløg
- 1/2 tsk. chili
- 2 tsk. spidskommen
- Saften fra 1/2 citron
- 1 tsk loppefrøskaller
- Lille løg
- 1/2 tsk bagepulver
- 1 spsk. olivenolie
*Mange dåser indeholder hormonforstyrrende stoffer, så undgå så vidt muligt dåsemad. Du kan også vælge kikærter i glas fra helsekosten eller tørrede kikærter, som du selv bløder op.
Hæld vandet fra kikærterne, og skyl dem godt. Blend derefter alle ingredienserne i en foodprocessor/minihakker eller med en stavblender (det tager lidt ekstra tid med en stavblender). Formes til små kugler på en bageplade. Jeg brugte en ske til hjælp. Dejen må ikke være for våd. Er dejen for tør, kan du komme en anelse vand eller olivenolie i, men endelig ikke for meget.
Bages ved 200 grader i 20-25 min., men hold øje med dem. De skal være gyldne i farven.
Så du ikke opskriften på pitabrød uden gluten, så kan du finde den HER!
Du kan sagtens fryse falaflerne ned og tage dem op løbende. Lun dem i ovnen, og de er klar til brug.
Velbekomme!
Kærligst
Tina