Så har jeg bagt igen, og denne gang blev det nogle velsmagende, søde mysliboller. Jeg tænkte, det var en god weekendopskrift til jer.
Bollerne vil passe godt til brunchbordet eller til hyggen om eftermiddagen. Vejret byder i hvert fald på hygge og lune boller!
De er selvfølgelig glutenfrie, men det kan du ikke smage 😉
Opskriften på ca. 10-12 stk.
- 30 g hakket mørk øko chokolade
- 1 dl rosiner (lagt i blød i mindst 15 min.)
- 1/2 dl *blandede frø/kerner (lagt i blød i mindst 15 min.)
- 50 g boghvedeflager (**eller glutenfrie havregryn)
- 130 g fuldkornsrismel
- 100 g fuldkornsmajsmel
- 3 spsk. loppefrøskaller
- 2 spsk. god honning
- 1 lille tsk. havsalt
- 1 stor tsk. tørgær
- 5 dl vand
Sådan gør du
- Start med at lægge rosiner og frø/kerner i blød i rigeligt vand (du kan sagtens gøre det i samme skål. Vandet skal smides ud bagefter).
- Tag så en anden skål, og pisk med et piskeris loppefrøskaller og vand sammen.
- Lad det stå 5 min., til det begynder at blive en gelé.
- Kom så honning i, og få det rørt ud i massen.
- Tilsæt nu resten af ingredienserne, og pisk det sammen med et piskeris.
- Dejen skal gerne stå til hævning i 30 min. et lunt sted.
- Form bollerne efter de 30 min., og lad så bollerne efterhæve på pladen i 30 min.
- Bag bollerne ved 200 gr. varmluft i 30-35 min.
*Jeg brugte hørfrø, solsikke og græskarkerner.
** Havregryn er i sig selv naturligt glutenfrie, men da de bliver produceret sammen med glutenholdige sorter, kan der være rester af gluten i.
Næste gang vil jeg erstatte tørgær med 2 tsk. bagepulver, da det går langt hurtigere og stadig har en god og luftig konsistens.
Når du bruger bagepulver, slipper du nemlig for hævningstiden og kan bage dem, efter dejen blot har stået i 5-7 min. i en skål.
Velbekomme.
God weekend!
Kærligst Tina