I går bagte jeg disse meget nemme grøntsagsboller, og de smagte så godt, at de er egnet til at komme på bloggen. Jeg lavede små sandwich ud af dem, som jeg fik som frokost.
De er ret svampede og bliver derfor ikke tørre, som meget glutenfrit brød gør. Det er jo ikke som at få en almindelig hvedebolle, men det er en skønt alternativt, synes jeg.
Opskriften giver 10-12 stk.
- 3 æg
- 1 stor revet cougette (Du kan også bruge squash)
- 2 revet gulerødder
- 2 spsk. chiafrø
- 2 spsk sesamfrø (Eller hørfrø, solsikkegrø eller græskarfrø)
- 1 dl. *havregryn (Evt. blend havregrynene hvis du ønsker en mindre grov udgave af bollerne)
- 1-2 spsk HUSK
- 1 tsk bagepulver
*Havregryn i sig selv er glutenfri, men hvis du er allergisk eller intolerant overfor gluten skal du vælge glutenfri havregryn, da havregryn kan indeholde spor af gluten fra selve håndteringsprocessen.
Dræn de revede grøntsager i et viskestykke og bland alle ingredienser sammen. Lad “dejen” stå i 10 min., så HUSK fibrene, chiafrø og havregryn suger den sidste væske til sig.
“Dejen” skal være en smule våd, men hvis den er for våd, så kan du komme lidt mere HUSK i eller presse væsken fra, inden du kommer bollerne på en bageplade.
Bollerne skal være en smule flade. Kom dem i ovnen i 25-30 min. ved 180 grader.
Velbekomme.
Kærligst Tina