omelet med tomat og chorizo

Nem omelet med masser af smag

Tiden flyver afsted, og selvom jeg gerne vil bruge endnu mere tid på lækker madlavning, så må det også gerne være nemt og enkelt til tider.

Det blev det for os i går, men det betyder ikke, at smagen ikke var fremragende – og så er denne omelet meget mættende.

Vi fik lidt salat til, og det var rigeligt. Tåler du brød eller rugbrød, smager det også skønt med lidt brød til.

Jeg synes dog, det er rart at undvære brød, da mange ofte får brød morgen, middag og aften. Din fordøjelse vil helt sikkert også blive glad for at undvære brødet 😉

Opskriften er nok til 2-4 personer

  • 8 øko æg
  • 1 tsk. havsalt
  • 1 tsk. oregano
  • 1/2 tsk. rosmarin
  • Lidt friskkværnet peber
  • 1/2 dl. soyafløde eller cashewnøddefløde
  • 1/2 dl. vand (du kan også bruge 1 dl. plantemælk og undlade vand samt "fløde")
  • 2 tsk. loppefrøskaller (kan undlades, men giver omeletten en lækker luftighed)
  • Et lille kvart løg
  • 6 cherrytomater
  • 10 tynde skiver chorizo (ca. 30 gr. eller mere, hvis du ønsker det)

Sådan gør du

  • Start med at slå æg ud i en skål og tilsæt havsalt, oregano, rosemarin, peber, soyafløde og vand
  • Pisk det godt sammen, drys loppefrøskaller ud i æggemassen, og pisk godt igen
  • Varm en pande på medium varme, og brug en god klat økologisk kærnet smør
  • Hæld nu æggemassen på panden (pas på, panden ikke er for varm!)
  • Skær løget ud i ringe, og fordel det ovenpå æggemassen
  • Det samme gør du med cherrytomaterne og chorizopølsen
  • Omeletten skal ca. have 20-25 min. på panden, jeg lagde låg på, da det ellers tager længere tid
  • Til slut kom jeg panden med omeletten i ovnen i 5 min., så overfladen blev helt bagt

Den smager altså også skønt dagen efter som frokost!

Hvilke nemme og velsmagende retter laver du mon ofte? 🙂

God weekend!

Kærligst Tina