Mandelsnacks
Ja, hvis I ikke har opdaget det, så kommer sandheden her! Hudterapeuten, altså mig, har bestemt også laster, og mørk chokolade er en af dem. Her har jeg letristet nogle mandler, hakket dem og overtrukket dem med mørkchokolade og drysset med lidt lakridspulver- jeg har nemlig også en svaghed for lakrids!
Det er super nemt, og du skal bruge følgende:
50-80 g mandler
80-100 g 80-85 % chokolade
1 lille spsk. kokosolie (kan undlades)
Rålakridspulver (kan undlades)
Rist mandlerne i ovnen på 120 gr. i 25 min. Lad dem køle af, og hak så mandlerne groft. Smelt forsigtigt chokolade og gerne i vandbad. Hvis du kommer kokosolie i, bliver de lidt blødere i konsistensen, hvilket er ret lækkert. Kokosolien skal smeltes sammen med chokoladen, og herefter kommer du de hakkede mandler i. Drys lidt rålakridspulver over, hvis du ønsker et twist med lakrids. Derefter laver du små chokoladestykker med en teske. Stil dem derefter på køl i mindst en time eller 30 min. i fryseren.
Velbekomme! De smager virkelig skønt.
Kærligst Tina