glutenfrie pizzamuffins

Til madpakken: nemme (glutenfrie) pizza muffins med havregryn

Glutenfrie pizzamuffins

Det sker ganske ofte, at jeg får en spontan idé og går i køkkenet med det samme. I går var det trangen til pizza, der (igen) meldte sig, men jeg havde alligevel lyst til en lidt sundere variant. Jeg ved ikke lige, hvor pizzamuffins kom ind i billedet, men det måtte jo gerne være nemt. Derfor tænkte jeg, at jeg kunne bruge min opskrift på koldhævede boller, men uden at de skulle stå til hævning hele natten 😉

Jeg lavede lidt rettelser i opskriften, og de blev super lækre og perfekte til madpakken!

Det skal du bruge til 12-15 stk pizzamuffins

  • 50 g havremel* (havregryn, som du blender til mel)
  • 70 g finvalsede havregryn
  • 50 g fuldkornsrismel (Du kan bruge alle typer mel, tænker jeg)
  • 1 lille finrevet gulerod (omkring 10-15 gr.)
  • 3 dl vand
  • 1 1/2 spsk. HUSK/loppefrøskaller
  • Et nip havsalt
  • 1 spsk olivenolie
  • 1 stor tsk bagepulver (Har du tid til det, så brug 1 tsk tørgær og lad dejen hæve en times tid)

*Havremel og havregryn er i sig selv glutenfrit, men da det bliver produceret sammen med glutenholdige sorter, kan almindelige havregryn indeholde en smule gluten, så ønsker du dem 100 % glutenfri, skal du vælge glutenfrie havregryn.

Fyld til pizzamuffins

  • Tomat sovs (kan købes eller nemt laves selv*)
  • Revet ost (Jeg bruger manchegoost, som jeg selv river. Det smager lidt som parmesanost)
  • 1 tsk. oregano, som drysses på tomatsaucen

Sådan gør du

  1. Bland vand og HUSK/loppefrøskaller sammen, så det bliver en let gelé. Det tager ca. 5 min. Loppefrøskaller/HUSK skal gerne piskes i, så der ikke kommer klumper
  2. Brug gerne 10 min. på at piske en masse luft ind i selve geléen med en håndmixer. Det gør brødet mere luftigt.
  3. Derefter kommer du alle andre ingredienser i lidt efter lidt og rører det godt sammen
  4. Jeg lader dejen stå i 10 min, så dejen bliver en smule mere fast, selvom den stadig er ret klistret
  5. Fyld nu dine muffinsforme halvt op. De må ikke blive fyldt helt op, for så bliver der rigtig meget brød
  6. Bag dine muffins i 15 min uden fyld ved 200 grader varmluft
  7. Tag dine muffins ud, og fyld det ønskede fyld på
  8. Bages yderligere i 15 min ved 200 grader ved varmluft
  9. Lad dem gerne køle en del af, da de ellers ikke virker færdigbagte 

*Jeg laver altid pizzasauce/tomatsauce selv ved at koge:

1 dåse hakkede tomater
3 spsk. tomatpuré
1/2 dl vand
4 hvidløg
1 løg (skæres i grove stykker)
1 lille gulerod (skæres i grove stykker)
Godt med havsalt
Evt. en grøntsagsbouillonterning

Alt koges i 20-30 min (eller længere, hvis du har tid), før det stavblendes og smages til med ekstra salt. 

De smager skønt kolde eller lune og er som sagt perfekte til madpakken eller den lille sult.

Velbekomme!

Kærligst
Tina