
Jeg var forleden på besøg hos min søde moster, som havde lavet nogle lækre saftige muffins uden mel, mælk og sukker, da jeg så vidt muligt undgår det. De smagte så godt, at jeg må dele dem med jer. De er super nemme at lave og er gode til den søde tand.
Du skal bruge (til 8 stk)
- ½ dl. kokosfibermel
- ½ dl. fedtreduceret kakaopulver
- Et nip salt
- 1 stor spsk. med top kokosolie
- 3 små æg
- 1 finrevet gulerod
- ½ tsk. bagpulver
- 130 gr. bløde dadler (dem fra grøntsagsafdelingen)
- 2 spsk. vand
Sådan gør du
- Blend dadler (fjern stenene) med vand til en fin masse.
- Smelt kokosolie ved lav varme, og kom derefter de andre ingredienser sammen til en jævn masse.
- Kom i små forme, og bag dem ved 180 gr. I 10-15 min.
Der bliver omkring 8 stk da dette er halv portion. Jeg burde dog have lavet en hel portion, da de blev spist meget hurtigt herhjemme🙂 Kokosfibermel, kokosolie samt fedtreduceret kakao kan fås i supermarkedet – jeg brugte Urtekrams. Man kunne sagtens tilføje blåbær, hakkede nødder, hakket groft mørk chokolade eller andet, hvis man ønsker det.
Det er nemt, og de smager forrygende!
Velbekomme.