grønne broccoliboller med kerner på toppen

Sunde glutenfrie broccoliboller

Broccoliboller som alternativ til almindeligt brød

Jeg ved ikke, hvad det går ud på, men det er som om, at når man er gravid, så frister grøntsager bare ikke sådan rigtigt. Har jeg ikke ret?

Det lød snakken i hvert fald på forleden, da jeg var sammen med mine gravide veninder. Jeg er dog meget opmærksom på at få grøntsager indenbords alligevel, og så er det jo med at “gemme dem” i smoothies eller grønne juicer. 😉

De hurtige kulhydrater derimod er bare et hit, som eksempelvis brød, men jeg ved jo også godt, at brød bare ikke er så nærende i længden (hverken for mig eller baby).

Derfor røg jeg i køkkenet og bagte disse sunde broccoliboller, som er et godt alternativ til almindeligt brød. Det bliver jo aldrig som almindelig boller, men det er et helt okay alternativ.

Opskrift på 6 store sunde broccoliboller

Det skal du bruge

  • Et lille broccoli med stok (Mit var ca. 160 g)
  • 3 æg
  • 1 stor tsk. bagepulver
  • 2 spsk. loppefrøskaller
  • 1 tsk. havsalt med top
  • 3 spsk. kokosfibermel
  • 2 spsk. glutenfrie havregryn

Sådan gør du

  • Tænd ovnen på 200 grader varmluft
  • Blend broccoli og æggene sammen til en ensartet masse – gem dog den ene æggehvide i en skål
  • Kom salt, loppefrøskaller, havregryn, kokosfibermel og bagepulver i blandingen
  • Pisk æggehviden stiv, og vend den forsigtigt i broccolidejen (et forsøg på at gøre dem en anelse mere luftige)
  • Lad dejen hvile i 5-10 min., så loppefrøskaller og kokosfibermel trækker væsken til sig
  • Form 6 store boller eller 8 små, og tryk dem lidt flade – så bliver de bedst bagt
  • Drys med lidt kerner. Her er brugt sesamfrø og solsikkefrø
  • Bag dem i ovnen i 25 min på 200 gr. 
  • Lad dem køle af, da de ellers vil virke klistrede indeni.

Broccolibollerne kan sagtens fryses ned og ristes de efterfølgende dage, hvis man er til det.

Du kan også med fordel bruge dem som sandwichbrød eller burgerboller.

Velbekomme!

Kærligst Tina