Ægte luksuschokoladebrownie, glutenfri

Ægte luksuschokoladebrownie, glutenfri

Når den gravide (læs: mig) har brug for brownie (neeeej ikke lyst til, men brug for 😉 ), så tænker jeg da, hun skal have det? Så jeg har forsøgt at lave den helt rette chokoladebrownie i en luksusudgave og uden gluten selvfølgelig. Det tog mig lige et par forsøg at lave den helt rigtigt, men nu sidder den også i skabet. Du skal nok være en chokoladeelsker for at synes om kagen 😉 Jeg har nemlig ikke sparet på chokoladen og ej heller den gode kærnede smør.

Opskrift på ægte luksuschokoladebrownie til 4-6 personer

Det skal du bruge

  • 200 gr. mørk god chokolade (brug gerne 70-80 %)
  • 50 gr. øko koldpresset kokosolie
  • 100 gr. øko kærnet smør
  • 3 spsk. raw kakao
  • 100 gr. kokossukker (almindeligt rørsukker kan også bruges)
  • 3 æg
  • 1 spsk. kokosfibermel* (fås i stort set alle supermarkeder fra Urtekram)
  • En halv tsk. havsalt
  • En lille tsk. bagepulver 

 *Jeg brugte i første opskrift 50 gr. blendet mandler, hvilket også gav et ok, men lidt grovere resultat.

Sådan gør du

  • Smelt smør og kokosolie ved svag varme. Tag gryden af varmen, når det er smeltet og kom 100 gr. chokolade i og lad det smelte (eller gør det over vandbad)
  • Pisk kokossukker og æg i en skål. Pisk det så luftigt, du kan (det er ret flydende)
  • Kom raw kakao, bagepulver, havsalt i, og pisk det let
  • Kom nu den flydende blanding af chokolade, smør og kokosolie i, og pisk det forsigtigt
  • Til sidst kommer du kokosfibermel i, pisker det let og lader dejen trække 2-3 min.
  • Kom chokolademassen i en form på omkring 15 x 20 cm. og bag den ved 180 gr. i 15-17 min.

Kagen virker ikke bagt, når den kommer ud, men det skal du ikke lade dig snyde af. Den skal bare køle af og gerne helt til næste dag, så bliver den endnu bedre. 🙂 Glutenfri: Ægte luksus chokolade brownie

Chokoladetopping (valgfrit) :

  • 100 gr. mørk god chokolade (brug gerne 70-80 %)
  • 25 gr. øko kærnet smør
  • 1 tsk. kokosolie

Sådan gør du

  • Smelt smør og kokosolie ved svag varme og kom chokoladen i, når du har taget gryden af varmen
  • Smør blandingen på kagen, når den er kølet lidt af
  • Stil den på køl, og server dagen efter, eller når den er helt kold

Toppes med let ristede hasselnødder eller andre nødder, hvis du synes.

Velbekomme og god weekend!