skåle med pasta cashewnødder ærter persille champignon hvidløg

Cremet pastaret med svampe – uden gluten og komælk

cI er så skønne – ved I godt det? 🙂

I er mange, der spørger til min kost, hvad jeg spiser, hvordan jeg laver det, hvordan jeg undgår bestemte fødevarer osv. Så jeg vil forsøge at dele nogle af de retter, jeg får lavet.

Jeg er jo ikke den “rigtige” mad-blogger, så I må lige have tålmodighed med mig, og det er heller ikke sikkert, at jeg når at få taget billeder af maden, inden den er spist 😉 Det er nemlig sket her! 

Denne cremede pastaret var så lækker, at den blev spist med det samme. 

Cremet pastaret med svampe til to personer

  • 1 løg 
  • 4 fed hvidløg (Jeg elsker hvidløg, og det samme gør din krop 😉 )
  • 1 dl. ærter
  • 1 stor håndfuld frisk eller frossen spinat
  • 2 tsk. havsalt (måske mere, smag den selv til)
  • 1 tsk. rosmarin
  • Friskkværnet peber
  • 100 gr. svampe
  • 5 dl. cashewfløde (Det er så nemt og (SUNDT!) at lave selv, så gør dig selv den tjeneste!)
  • En stor håndfuld frisk persille
  • Ristede pinjekerner til topping
  • Glutenfri pasta (Jeg bruger ofte ærtepasta, men denne gang kunne jeg kun få pasta lavet på brune ris fra Rema)

Sådan gør du

  • Kog pasta efter anvisningen på pakken
  • Snit løg og hvidløg fint, og svits det af på en pande med en god klat kærnet øko smør
  • Snit svampe i den størrelse, du ønsker, og svits dem med
  • Kom nu ærter, spinat, persille, havsalt, rosmarin, friskkværnet peber og cashewfløde på panden
  • Det skal simre i 7-10 min. – så bliver cashewfløden endnu mere cremet. Når pastaen er færdige, kommer du dem oveni og lader det stå 2-3 min.
  • Din lækre pastaret er færdig! 😉

Top retten med masser af ristede pinjekerner (rist dem af på den pande uden fedtstof) og lidt ekstra persille.

Du kan gøre retten endnu mere lækker ved at rive lidt manchego–ost ovenpå. Manchego minder meget om parmesanost, men er lavet på gede- og fåremælk, som for nogle er bedre tålt end komælksost. I hvert fald for mit vedkommende.

Tag og del endelig dit resultat, så endnu flere får glæde af opskriften!

Kærligst Tina