Cashew spread som dip eller pålæg

Cashewspread med paprika

Cashewspread som pålæg eller dip

Jeg har lavet en lækker spread/cream/pålæg – ja, du må kalde den, lige hvad du vil.  Faktisk kom det sig af, at jeg var i helsekosten, hvor jeg fandt et glas, som jeg købte med hjem. Jeg havde spist glasset indenfor et par dage, så jeg tænkte, at jeg måtte kunne lave det selv langt billigere – og så samtidig vide 100%, hvad der var i den.

Det var meget nemmere, end jeg havde forventet, og nu bruger jeg den til alt fra glutenfrie boller til dip til aftensmaden.

Opskriften, til et glas som på billedet, ser således ud:

  • 1 dl usaltede cashewnødder (Bruger du med salt, så smag til, inden du kommer mere salt i 😉 )
  • 1 spsk. økologiske solsikkefrø
  • 100 g peberfrugt
  • 1 spsk. tomatpuré
  • 3 spsk. vand
  • 1 spsk. olivenolie
  • 2 tsk. sød paprika
  • 1 tsk flagesalt
  • Evt. en lille sjat citronsaft

Cashew spread med paprika

Sådan gør du:

  • Start med at sætte cashewnødder og solsikkefrø i blød koldt vand i mindst en time, men gerne op til 4 timer
  • Når tiden er gået, skal cashewnødder og solsikkefrø skylles godt i en si
  • Tænd ovnen på 180 grader
  • Skyl peberfrugt, fjern stenene, og skær den i store grove stykker
  • Kom nu peberfrugt i ovnen ved 180 gr. i omkring 15-20 min. De skal tage farve og blive bløde, men hold godt øje, da de ikke må blive brændte
  • Tag peberfrugt ud af ovnen, og lad dem køle af
  • Blend nu cashewnødder, solsikkefrø, tomatpuré, vand, olie, paprika og peberfrugt til en fin masse
  • Smag til med masser af salt og lidt citronsaft

Denne smørepålæg er også suveræn som “dressing” i sandwich eller som dip til gulerodsstængerne. 

Håber I nyder den lige så meget som jeg 😉 Jeg har også tænkt på, at den kan varieres med mange andre smage eller tilsættes lidt chili eller hvidløg, hvis man er til det. 

God weekend!

Kærligst
Tina