Af: Pernille Louise Langer
Om Tina
Tina Lykkegaard er født i 1990 i Lunderskov. Her voksede hun op med sin mor Lene, far Bent og to ældre brødre. Hun boede senere fem år i Århus, før hun slog sig ned i Vejle. Tina er uddannet handelsøkonom, materialist og holistisk hudterapeut og driver i dag virksomheden Ren Lykke, der producerer holistisk hudpleje
Det uendelige puslespil 🧩
Til gengæld har hun opskriften på ren og simpel hudpleje til glæde for mange mennesker. ”Hele tiden har jeg lavet det, jeg følte, der var efterspørgsel på, eller som jeg selv har haft brug for,” fortæller Tina, mens hun vipper lidt med den vandflaske, hun holder i sin hånd. Glas, naturligvis. I hendes stemme hviler en alvor, spejlet i et par strålende øjne. Trods Ren Lykkes vækst, lurer tvivlen nedenunder. Og selv med 15 års erfaring i branchen er det stadig svært for Tina at tro på, hvad hun har opnået. ”Jeg kan heller ikke forstå i dag, at jeg har været så tro mod mig selv og bare er blevet ved, for jeg er slet ikke typen på det her. Jeg er slet ikke typen på at være selvstændig, jeg er slet ikke typen, der tror nok på mig selv til sådan noget.”
Det starter i hjertet 🤎
Som gymnasieelev starter Tina Lykkegaard i Matas. Hun er draget mod hylderne med vitaminer og mineraler, fordi det er her, mysteriet ligger gemt. Også hudplejeprodukterne vækker en nysgerrighed i den unge Tina, der følger hende i årene efter, hvor hun arbejder som kørende sælger og begynder at lave hudscanninger på klienter for at kunne hjælpe dem bedst muligt. På et tidspunkt bliver hun ansat på en klinik og efter flere skub fra kæresten, beslutter hun at starte en Instagram-konto, som hurtigt vokser. Mennesker i alle aldre sender Tina beskeder og beder om gode råd til deres hudproblemer. Hun svarer altid, og hun svarer, så godt hun kan. Hendes erfaring bliver hele tiden større. Efter et langt tilløb, begynder hun at sælge pakkeløsninger, som hun i første omgang selv pakker og sender fra sit eget hjem, der på dette tidspunkt er en ganske lille lejlighed i Aarhus. ”Jeg vælger at bestille 30 pakker hjem, for jeg tænker – det kan jeg godt få pakket. Og der går seriøst ikke en halv time, så er de væk.” Tinas stemme stiger og falder i styrke, ordene snubler ivrigt over hinanden. Nogle gange flakser sætningerne, ufærdige, som små sommerfugle, der stikker antennerne frem. ”Jeg prøver at lægge 30 mere på og igen.. Et kvarter efter så er de væk! Jeg anede jo ikke noget om at pakke, jeg anede ikke noget om GLS.” Men pakkerne bliver sendt afsted, og kundegruppen og følgerskaren på Instagram fortsætter med at vokse. Det samme gør Tinas lyst til at fortsætte, selvom hun fra flere fronter møder undrende spørgsmål. Hvad vil du med det? Kan du overhovedet tjene penge? Det ved Tina ikke. Ingen af delene. Når hun reflekterer over det nu, virker hun forundret: ”Jeg må have haft en følelse af… det var bare så spændende, så jeg kunne ikke lade være.”
En dag siger en kollega til Tina, at hun kan sælge sand i Sahara. ”Det var da sødt, at hun sagde det, men jeg blev også lidt ked af det, fordi det er slet ikke den følelse, jeg har. Fordi det bare kommer fra hjertet.”
Og netop hjertet er vigtigt at have med. Det har det været hele vejen. Det handler om at være kærlig og tålmodig over for kroppen og huden. At gå til både livet og Ren Lykke med ærlighed. Det er essentielt. Profit og vækst har aldrig været en drivkraft. Ren Lykke kører på ren passion og nysgerrighed. Og for Tina får det en uventet pris.
Som kørende sælger oplever Tina for første gang at blive ramt af stress. Hendes hud begynder at slå ud. ”Det kan jeg ikke forstå, for jeg ved jo alt om hudpleje.” Tina begynder at undersøge sammenhængen mellem huden og stress. Og den er pludselig helt åbenlys. Hun falder over den toårige uddannelse til Holistisk Hudterapeut, som hun kaster sig over med stor iver. Her lærer hun om kost, hormoner, fedtstoffer, urter, og hun lærer, hvordan hun selv kan fremstille hudpleje. Det er det første spæde skridt mod Ren Lykkes vellidte produkter. De første produkter, som er Tinas egne, produceret ud fra hendes egne værdier.
Back to basic 💆🏼♀️
For Tina kan og bør hudpleje være meget mere simpelt, end det ofte bliver gjort til. ”Det hele kan blive så fint og fornemt og hedde noget fransk, vi ikke kan udtale,” fortæller Tina: ”Jeg har så meget brug for at komme back to basic.”
Og basic handler ikke bare om hudpleje. For Tina er skønhed og sundhed nemlig det samme, og ingen af delene kan stå alene. ”Det er ikke ærligt for mig at sige: brug den her salve, så er alt godt i morgen, for det er ikke rigtigt.” Hudplejen kan gøre en forskel, men det er lige så vigtigt med væske og motion. At få nok grøntsager. Det er også en af de helt store grunde til, at der nu tilbydes reformertræning i Lykkehuset, hvor Ren Lykke holder til. Reformer giver både styrke og ro. Sådan beskriver Tina det. Derfor skulle det selvfølgelig være en del af universet, da muligheden bød sig. ”Jeg følte, vi var kommet lidt for meget ud af en tangent, som kun hed hudpleje, og jeg havde brug for at komme tilbage til, at vi også skal huske træning. Vi skal også huske at passe på os selv. På flere planer.”
Men selv når man både ved og formidler, hvordan man værner om sig selv, sin krop, sin hud og sin sundhed, så kan man godt miste balancen. Igen og igen. Det ved Tina alt om. ”Jeg er virkelig et ærligt menneske, og nogle gange kan det også gøre det svært for mig selv. Jeg har jo ikke været ærlig i, at jeg ikke har haft det godt”
Tina retter på sit tøj. Ærligheden er vigtig, men også krævende. ”Inden vi ansætter Kåre (red. direktør Kåre Kjærsgård), der går jeg i mig selv og siger, at jeg har lyst til at sige op. For jeg kan ikke mere. Jeg har ikke mere overskud.” Hun holder en lang pause, lader ordene klinge ud. ”Men der var stadigvæk en følelse af… altså, jeg kunne bare ikke lade være.”
Kan du prøve at uddybe det?
”Bare det der med, at ’stop nu for helvede, Tina. Du er ved at blive syg af det her.’ Og når jeg har haft det allerværst, og folk har sagt til mig: ’luk det ned. Det er slet ikke det værd,’ så har jeg godt kunnet sige til mig selv, ’det er ikke det værd, at jeg skal have det sådan her.’ Men så er det som om… så græder jeg lidt over det, og næste dag så tænker jeg: fuck det. Videre.”
Og videre er det gået. Skridt for skridt. Erfaring efter erfaring. Det har skabt en solid robusthed, der består til trods for tvivlen. ”Der skal alligevel meget til at slå mig ud, fordi vi har været så meget igennem og prøvet så mange ting på godt og ondt.” Og når Tina siger ”vi,” så mener hun det hold, der har udgjort Ren Lykke gennem tiden, og som stadig får virksomhedens holistiske hjul til at dreje. Videre er det gået, trods stress og en stofskiftesygdom, som pludselig viste sig, og som for Tina var et bevis på, at kroppen forlanger at blive lyttet til. ”Den taler bare højere, hvis du ikke hører efter.”
Det banker på glasdøren ind til køkkenet. Christopher, også kaldet Bobber, stikker et smilende ansigt ind. Vi er nødt til at finde et andet sted, for Dorthe skal i køkkenet for at tilberede frokosten, som i dag består af urtefrikadeller og spidskålssalat. Og sådan en ret kræver både tid og plads.
På vej mod vores næste lokation bevæger vi os gennem lageret. Her lægger jeg mærke til, at omsorgen ikke kun er forbeholdt Ren Lykkes hudpleje. Jeg mærker den i en blommefarvet væg, i de bløde jutetæpper på gulvene. Og i det klare lys, der falder ned gennem et skråt loftsvindue og får de nye reformermaskiner til at stråle. Her sætter vi os. Under lyset, tæt på reformerstudioet, i et par bløde loungemøbler. Vi har udsigt ud over et nyt, stadig tomt lokale. Et lokale med masser af muligheder.
Det sværeste øjeblik
Men vi er ikke færdige med fortiden. Smerten, der følges side om side med passionen, helt ind i kroppen. Da jeg spørger Tina, hvad der har været det sværeste øjeblik, tøver hun ikke et øjeblik.
”Det har virkelig været mine barsler. Det har været frygteligt. Det har virkelig, virkelig været hårdt. Både at være gravid og at være på barsel. For jeg har jo ikke været på ”rigtig” barsel med nogen af mine børn. Jeg følte mig meget alene i den følelse. For jeg ved jo godt, at det vigtigste er mine børn.”
Tina har to sønner. Og så har hun Ren Lykke, sit tredje hjertebarn. ”Da jeg blev gravid igen, trak jeg mig enormt meget, for jeg var jo ved at lave en baby. Altså jeg var fed up, jeg kunne ikke mere.” Men som en boomerang vendte Tina tilbage. Og hun har lært meget af sine stressforløb. Hun lærer hele tiden noget. Hun kan godt mærke, når hun har kørt for hårdt på, og hun ved, hvornår hun skal trappe ned. Tage en pause. Det er noget, hun har lært med tiden og erfaringen. Ansættelsen af Kåre Kjærsgård som direktør i februar 2024 samt Isa Vinther Obel som økonomichef i april 2024 har været et bevidst skridt mod en mere personlig bæredygtig retning for Tina. Og det har været det helt rigtige. Det har frigjort mere plads. Det har givet Tina mulighed for at give nogle af de opgaver fra sig, som hun ikke føler sig god til eller motiveret for, så hun har kunnet fokusere mere på det, der giver hende energi. ”Jeg har jo ikke følt, at jeg slår til,” siger hun om tiden, hvor hun selv stod med både personaleansvar, økonomiansvar og kundekontakt. Det har aldrig været en mulighed at slække på værdierne, på kvaliteten – og slet ikke på mavefornemmelsen. At omdøbe virksomheden fra Tina Lykkegaard til Ren Lykke handlede også om at lade virksomheden stå selv. At Tina også havde brug for at være andet end Ren Lykke-Tina: ”Jeg er bare Tina. Jeg ved bare lidt. Jeg er meget ydmyg i, at du ikke skal fyre mig op på en eller anden piedestal.”
Og selv hvis jeg prøvede, ville hun nok bare kravle ned igen. Der er ingen, der skal bestemme over Tina Lykkegaard.
Friheden
Det er, når Tina er alene, at tankerne falder på plads. At de nye idéer kan opstå. Kreativiteten kræver både frihed, ro og pauser. Det betyder, at hun ikke er på kontoret hver dag. Slet ikke. ”Jeg har virkelig brug for at være fri og flyve lidt rundt,” fortæller Tina. Og det har ikke altid været let at acceptere. ”Jeg har været så hård ved mig selv… Det har været en følelse af, at du burde tage dig sammen, Tina. Du burde kunne være her samtidig med, at du skal kunne få de her idéer.” Og derfor prøvede hun i lang tid. Hun arbejdede hele dagen og hele aftenen. Hun var selv med til revisormøder og bankmøder, selvom det var noget af det værste og kedeligste, hun kunne komme i tanke om.
Og det handlede ikke kun om møderne. Der var også en anden, dybere følelse nedenunder. En følelse af at være anderledes end resten af venindegruppen. At være anderledes end andre i branchen. At blive spurgt af en arbejdsgiver: Hvad VIL du? Hun vidste ikke, hvad svaret var. Kun at mavefornemmelsen var rigtig, og at det ikke var muligt at gå en anden vej. ”Men jeg syntes, det var angstprovokerende, for jeg anede jo ikke, hvad jeg havde gang i.”
Men folk blev ved med at komme ind i klinikken og spørge efter Tina. Hun modtog flere og flere beskeder på Instagram, hvor der blev spurgt efter gode råd. ”Så det var jo en anerkendelse i, at ej, jeg har fat i et eller andet.”
Tina ser mig direkte i øjnene. I det strålende blik kigger viljen frem. Og nysgerrigheden. Et lille smil krøller i den ene mundvig.
”Nogle gange kan jeg godt have følelsen af, at jeg ikke helt forstår, hvorfor jeg har fortjent, at alt det her skulle lykkes. Jeg er jo virkelig ikke særlig businessagtig.” Tina ryster på hovedet.
Hvordan er man det?
”Jamen, så er man måske sådan et Excel-ark. Og en lommeregner. Højhælede. Man ved, hvad man vil, og man ved, hvad man går efter. Man har sådan et mood board. Det har jeg sgu ikke.” Det er ikke fordi, Tina ikke har prøvet. For det har hun. Med planer og skemaer. Hun overholder det bare ikke.
”Jeg tror, jeg på den måde er frygtelig at arbejde under… Altså, hvis de kommer med nogle skemaer og siger: ’så skal du have gjort det og det og det.’ Jeg dur ikke til det. De driller mig lidt med, at jeg har sådan en popcornhjerne, der lige pludselig bare popper en idé. Og det er sådan, det er.”
Popcornhjernen har hun været nødt til at acceptere. Og det er hun også blevet bedre til. Derfor er det vigtigt, at der er andre, der er ansat til at holde styr på strategi, personale, virksomhedsudvikling, økonomi og Excel-ark. Men så er vi igen tilbage ved mavefornemmelsen. Tinas mavefornemmelse. Den trumfer nemlig det hele. ”Når jeg ikke har den rigtige mavefornemmelse, så…” siger hun og holder en lille pause. ”Jeg har truffet flere beslutninger undervejs, hvor jeg godt har vidst… det kan jo være alt fra ansatte til en farve på væggen, altså sådan ligegyldige ting, men hvis jeg ikke har mavefornemmelsen, så ved jeg bare godt…” Ordene ophører igen, men sætningen flakser videre helt af sig selv.
Hvilket stjernetegn har du? 🐟
”Fisk.” Det kommer prompte. Vi griner. Tinas latter hopper hen over bordet. ”Mit arbejdsliv har været et puslespil, hvor der er nogle brikker, der bare begynder at falde lige så stille på plads, men jeg forstod det jo ikke, da jeg stod i det.”
Puslespillet har fulgt Tina lige siden de spæde år i Matas. Og det er vokset med tiden. Et organisk puslespil, hvor der støt er kommet flere og flere brikker til. En brik kunne være et kursus i ansigtsmassage, som førte til udviklingen af Ren Lykke-sugekopper og Gua Sha. Det kunne være den nødvendige erfaring, såsom da Tinas egen søn fik eksem og derfor fik brug for særlig nænsom hudpleje – børneolien var født. Det kunne være en flytning fra den legendariske Beautygarage til lejemålet kaldet Bakken og senere til Lykkehuset i juli 2023. Den sidste nye brik har været formet som et reformerstudio, der åbnede i marts 2025.
Alle brikker er vokset frem af nysgerrighed og tålmodighed. Mavefornemmelsen, ikke mindst. Og den holistiske forståelse for kroppen. ”Du er nødt til at affinde dig med, at vi ikke kan gøre det der quick fix. Altså, drop det. Det er en kæmpe fascination af, at du ikke kan snyde dig til det.”
Det betyder også, at der hele tiden er noget nyt at opdage og undersøge. For Tina er der én vej, og det er den naturlige. Hele kroppen hænger sammen. Og det tænder en gnist i Tina, der er nysgerrig på, hvor lang tid, hun kan holde sin hud sund med helt naturlige tiltag. ”Det kan jeg godt blive enormt motiveret af og konkurrencemindet omkring.” Men tvivlen kommer hun aldrig af med, den sniger sig ind i tide og utide. ”Jeg kan godt høre, hvor meget erfaring jeg har, men det kunne jeg godt have glemt,” siger Tina og henviser til, at hun ikke altid kan dokumentere det, hun mener og deler, med tilgængelig forskning. Hun ved bare, at det virker, fordi hun har set det gang på gang. ”Det skal jeg være stærk i. At min erfaring er lige så meget værd.”
Og måske er det opskriften, når alt kommer til alt. At være åben og nysgerrig over for de brikker, der dukker op. At mærke efter og turde tro nok på sig selv til at lade brikkerne indgå i det uendelige puslespil, hvor intet er lagt fast på forhånd – i hvert fald ikke for Tina.
Det er sådan, hun trives bedst. En fri fugl.. 🕊️