Koldhævede glutenfrie boller
I går lavede jeg en nem glutenfri dej til boller, som jeg håbede kunne blive til koldhævede boller.
Det gik over alt forventning og er min bedste bolleopskrift hidtil. Koldhævningen giver bollerne en meget mere almindelig “brød”smag 🙂
Selv hvis du ikke lever glutenfrit, kan disse boller være et godt alternativ til almindeligt brød. Med det høje indhold af havegryn er der også gode fibre i bollerne.
Opskriften på glutenfrie boller (giver ca. 10 stk)
- 50 g glutenfri havregryn (almindelige, hvis du tåler det)
- 60 g glutenfri havegryn blendet til mel (almindelige, hvis du tåler det)
- 120 g fuldkornsrismel
- 1/2 dl græskarkerner
- 2 spsk. HUSK/loppefrøskaller
- 4 dl vand
- 1 spsk. kokossukker
- 1 tsk. havsalt
- 1 spsk. olivenolie
- 1 tsk. tørgær
Bland vand og HUSK sammen, så det bliver en let gelé. Det tager ca. 5 min. Blend halvdelen af havregrynene til mel. Derefter kommer du alle andre ingredienser i og rører det godt sammen. Stil dejen på køl i en skål med låg natten over eller mindst 6 timer.
Dagen efter former du 10 stk. boller på en bageplade og lader dem efterhæve 10 min. på bagepladen. Bag dem i ovnen i 30 min. ved 200 grader, og lad dem køle lidt, før du skærer i dem.
Det giver den bedste brødoplevelse 😉
God søndag.
Kærligst Tina
