Forskellige kosttilskud i små skåle

Hvilke kosttilskud tager jeg under min graviditet?

Det daglige spørgsmål er, hvilke kosttilskud jeg tager under min graviditet, og det vil jeg meget gerne svare på. Jeg kan dog "kun" fortælle dig, hvad jeg tager, og hvorfor jeg tager det, men det er ikke meningen, at du skal gøre nøjagtigt det samme.

Vi er jo vidt forskellige, så hvad du skal tage, kan jeg ikke stå til ansvar for. Når det er sagt, er dette blot en inspiration til din videre søgning. Jeg håber også, at det kan give lidt ro og forståelse i alle anbefalingerne omkring kosttilskud. Det er faktisk også lidt svært for mig at skrive dette indlæg, fordi min faglige uddannelse jo er kosttilskud, så derfor gør jeg meget, hvad jeg mærker, kroppen har brug for, hvilket du måske ikke kan, hvis du er ny i kosttilskuds-verdenen... 

Læs også: "Hvornår på dagen skal jeg tage mine kosttilskud?"

Jeg giver det alligevel et skud! Inden jeg blev gravid, tog jeg følgende (min kæreste fik det samme, sommetider plus selen og Q10, da det skulle gøre sædkvaliteten tip top):

  • Multivitamin 1-2 stk. dagligt (1. prioritet!)
  • Aktive B-vitaminer 1 stk. dagligt (1. prioritet!)
  • Fiskeolie flydende 1 spsk. dagligt 
  • Mælkesyrebakterier 2-4 stk. 4-7 gange ugentligt (kan vente, men altid en god idé)
  • D-vitaminer 1 stk. (ca. tre gange i ugen )
  • C-vitamin 1 stk. (ca. tre gange i ugen )

Da jeg blev gravid tog/tager jeg disse kosttilskud:

Multivitamin (1. prioritet) Ganske enkelt for at sikre, at jeg får de nødvendige vitaminer og mineraler. Jeg ser det som en god basis, som jeg ikke vil undvære. Jeg tager 1 stk. dagligt. Den er uden jern, da jeg hellere vil tage organisk jern ved siden af (forklaring nede ved jern). 

Aktive B-vitaminer (1.prioritet, specielt de første 12 uger) Fordi man ved, at folsyre/folinsyre (som er et B-vitamin) er vigtigt, specielt i starten af graviditeten, for at fosteret udvikler sig normalt. Jeg har taget den aktive form, da min viden er, at nogle gentyper/kroppe bedst kan omsætte denne form. For mig føles det godt at tage methylfolat/methylfolinsyre for at sikre den bedste optagelse. Igen: Tal med din læge eller professionelle behandler om, hvad der er rigtig for dig.

Jeg har tænkt mig at tage B-vitaminer gennem hele min graviditet, fordi jeg ved, at B-vitaminer er med til at give en normal vækst og udvikling af baby, og det gælder også, når baby er kommet til verden, hvor jeg forhåbentlig kan amme og fortsat vil tage B-vitaminer. B-vitaminer bidrager også til en normal energiproduktion, som er meget væsentlig for den gravide og ammende mor.

Forresten... Jeg ikke været plaget synderligt af kvalme, og nogle studier peger på at B-vitaminer, og specielt B6, er vigtig i forhold til kvalme. Om det er fordi, jeg har taget B-vitaminer inden graviditet og i min graviditet, er jo svært at sige. 

Fiskeolie (1. prioritet) Selvom den flydende altid har været min favorit, har jeg ikke rigtig kunne få den ned her i graviditet. Jeg ved ikke hvorfor, men det der flydende olie har bare ikke tiltalt mig, så jeg har måtte ty til kapsler. Fiskeolie bidrager til en normal udvikling af baby og er med til at give en normal hjernefunktion. OBS! I 8. og 9. måned skal du (og jeg) kun tage halv dosis, da omega-3 virker blodfortyndende, hvilket ikke er optimalt tæt på fødslen. 

Probiotika/Mælkesyrebakterier (1. prioritet) For at opretholde en sund tarmflora/fordøjelse, som også er med til at støtte mit immunforsvar. Dertil er det også vigtigt for baby, da baby møder mine bakterier først gennem en (forhåbentlig) vaginal fødsel. Babys tarmflora er fuldstændig steril ved fødslen, så det er ikke ligegyldigt, hvilke bakterier baby får som det første. Hvis jeg mod forventning skal ha' lavet kejsersnit, kan man ønske, at barnet bliver podet med mine bakterier, da det har afgørende indflydelse på barnets tarmflora og immunforsvar. Google dig lige frem, det er ret interessant! Jeg tager 2-4 stk. ca. 4-7 gange ugentligt. Men vil tage det hver dag op til fødslen.

D-vitamin (Få tjekket dit tal hos lægen. Du får allerede lidt i din multivitamin) Knoglerne har brug for D-vitamin og det samme har den generelle udvikling. Jeg holder jævnligt øje med mit D-vitamin niveau i kroppen, som, jeg mener, bør ligge på omkring 80-150 n/m pr. liter (lægen kan give dig tallet via en blodprøve), men lægerne mener, det er normalt eller nok, når det bare ligger på 50 n/m pr. liter. Du vil få målt dit tal i starten af graviditeten, og så kan du jo spørge din læge, hvad dit tal er. Derfor ved jeg, at mit tal er relativt høj, og af den grund tager jeg kun ekstra D-vitamin tre gange i ugen. 

C-vitamin (Vær ekstra god ved dig selv, hvis du mangler) Noget jeg har taget ca. tre gange i ugen gennem hele graviditeten. C-vitamin bidrager til at normalisere immunforsvaret, og jo bedre det er, jo bedre vil jeg have det, tænker jeg. Graviditet er hårdt nok i sig selv, så jo mindre små forkølet og lign. jo bedre. 

Magnesium (Vær ekstra god ved dig selv, hvis du mangler) Noget, jeg tager, når jeg føler, behovet er der. Jeg har mærket det som en uro i kroppen hen på aftenen omkring sengetid, selvom jeg har været super træt. Magnesium kan være med til at få kroppen til at slappe af og falde til ro. Har du problemer med muskelkramper, kan magnesium også hjælpe med at mindske det. Magnesium er vigtigt for knoglerne, da det er med til at transportere kalken ind i knoglerne (også hos baby). Jeg tager omkring 400-800 mcg til natten, 3-4 gange i ugen.

Jern (1. prioritet specielt fra uge 10) Ikke bare fordi jernmangel kan gøre mig endu mere træt, men også fordi vi er to til at bruge mine jerndepoter, og jernbehovet stiger ved graviditet. Jeg er dog meget OBS på, at det er organisk jern (også kaldet keleret jern), fordi andet jern kan give hård mave og andre mavegener, da kroppen simpelthen ikke kan optage det. Derfor behøves store mængder jern heller ikke, når det er organisk. Jeg tager 1 stk. ca. 4 gange i ugen, da jeg ved, at jeg ret nemt ophober jern, og for meget jern er heller ikke godt. Spørg din læge om din jernstatus.

Sikke en omgang! Måske tænker du "Hold da op, det er meget" og ja, det er det måske, men det er et nyt liv, jeg er ved at skabe (det samme er du måske), og det kræver kræfter for både mig og baby på alle måder. Jeg kan godt misse at tage mine kosttilskud, men som udgangspunkt ser min rutine ud som overstående. I starten var der flere dage, der glippede pga. utilpashed. Dog har jeg hver eneste dag fået fiskeolie/omega-3 og B-vitaminer. Jeg burde nok også tage kalk (med magnesium og D-vitamin sammen), men jeg er bare ikke rigtig kommet i gang. 

Kærligst 
Baby og Tina